Sikke en succes !
Dydensborg Taxi Cup blev for andet år i træk en kæmpe succes. For Kerteminde Håndboldklub. Og for alle deltagerne. Og så blev det et stævne fyldt med masser af overraskende og søde oplevelser, og nogle af dem kommer – lidt senere.
Ja, og du skal heller ikke snyde dig selv for ”PS”. Helt nede i bunden.
Først skal der siges 1000 tak til gruppen bag Dydensborg Taxi Cup: Det er Henrik Petersen, Charlotte Larsen, Gitte Løgstrup og Ole Dørr. Uden dem – intet stævne. Uden dem – ingen glade børn og unge fra hele landet. Uden dem – intet overskud til masser af Kerteminde Håndboldklubs aktiviteter hele året.
Så skal der siges – tak igen: 1000 tak skal alle stævnets sponsorer: Dydensborg Taxi, Center for Fysioterapi & Træning, Revninge Autoværksted, Sparekassen Faaborg, SuperBrugsen, Zilan’s Pizza, Statoil, Jysk, Kerteminde Apotek, Sydbank, Vaffelhuset, Rynkeby, BioCity, Sportmaster, CopyCare og Dansk Metal.
Der er flere, der skal siges tak til, men først skal I have nogle af de pudsige anekdoter fra stævnet:
Der var Team København, som ikke kunne komme hjem! Fordi de ikke nåede bussen til Nyborg. Ja, og så trådte stævnets hovedsponsor, Dydensborg Taxi, såmænd til. Og kørte københavnerne til Nyborg, så de alligevel kunne komme godt hjem.
Der var ”DE FØRSTE KÆRESTER PÅ MÅNEN”. Ja, hvad med dem, spørger I? Ja, det var den sang, der blev sunget suverænt mest i det hyggelige gameroom, som masser af spillerne fra hele landet muntrede sig med i ventetiden. Uha, der var gode sangere med til stævnet – der blev sunget lige, indtil rummet blev lukket ned.
Og der var så meget sund og nærende mad, at der allerede er en klub, der har skrevet, at der næsten for meget mad! Der er ellers næsten ALTID lidt utilfredshed med maden til den slags stævner, men at der ligefrem er for meget mad – den er ny J.
Tilbage til ”takkeriet”:
Vi skal nemlig også have sagt 1000 tak til alle de mange frivillige, der sørgede for, at stævnet blev til virkelighed. Der var dem, der hjalp med at sidde brandvagt om natten, der var dem, der stod i boderne, der var dem, der sad ved stævnekontorerne og dommerbordene, der var dem, der hjalp med at lave morgenmad, der var dem, der satte borde og stole op, der var dem, der sørgede for diskoteket lørdag aften, der var dem, der sørgede for rengøringen, og der var mange flere, der hjalp med alt muligt praktisk. Uden jer – kunne intet af dette lade sig gøre. Og hver og en af jer skal have tak for, at I hjælper til med at gøre Dydensborg Taxi Cup til det bedste fra alle verdner:
Vi giver håndboldbørn fra hele landet den perfekte afslutning på håndboldsæsonen med glædestårer, tårer af skuffelse, passion, flot håndbold, leg, grin og hygge.
OG! Vi tjener penge til Kerteminde Håndboldklub, så vi kan fortsætte den stærke udvikling, som klubben er inde i på alle fronter. Til gavn for alle spillere i klubben.
Der kan siges meget mere om det herlige stævne, men dette må være nok for denne gang. Nej, en ting til: Gør jer klar til – og glæd jer til: Dydensborg Taxi Cup 2012. Det bliver endnu… hyggeligere.
Med venlig hilsen
John Jäger
PS: Og hvis du ikke tror på alt, hvad jeg skriver, så er det bedste næsten, at jeg kan bevise det: Der bliver nemlig igen i år lavet en DVD fra hele stævnet med levende billeder af det hele. Alle klubber får et eksemplar. Og mon ikke vi lægger den ud på www.kerteminde-hk.dk igen.
PPS: Ja, vi kunne da også lige nævne stævnets vindere for en god ordens skyld: Til lykke til jer alle sammen! Vi ses næste år! Og der er jeres pokaler på spil igen!
Vindere Dydensborg Taxi Cup 2011
U10 pige A, SuperBrugsen Ligaen Nibe HK
U10 pige B, Copy Care Ligaen Gedved IF
U12 pige A, Kerteminde Apotek Ligaen Erritsø GIF
U12 pige B, Center for fysioterapi og træning Ligaen Bramming IF
U10 drenge A, Revninge Autoværksted Ligaen Nyborg G&IF
U10 drenge B, Statoil Ligaen Gedved IF
U12 drenge A, Zilan´s Pizza Liga Nibe HK
U12 drenge B, Sparekassen Faaborg Ligaen Bramming IF


