Trefilov gav et kram

Trefilov gav et kram.
Har I set træneren for det russiske kvindelandshold i håndbold, Jevgenij Trefilov, i tv? Det er ham den store mand, der står og brøler af sine russiske spillere, når Rusland spiller VM og den slags. Forleden mødte nogle af Kerteminde Håndboldklubs U12-piger netop Trefilov. Og han kan åbenbart også være flink.
Årsagen? Den kommer her: Kerteminde Håndboldklubs U12 piger – både førsteholdet og andenholdet – var forleden til SUS Cup. Det var en dejlig oplevelse for de 18 piger, der fik spillet en masse dejlige kampe. Ja, førsteholdet klarede sig endda så godt, at holdet blev nummer tre i den stærkt besatte A-turnering. Og til lykke med det. Desværre var turneringen også en hård omgang, så der var hele tre af spillerne, der blev ramt af skader.
Derfor kunne Kerteminde Håndboldklubs U12-pige førstehold ikke stille op i Ikast Nordea Cup i weekenden. Her skulle holdet ellers have været på endnu dejlig weekendtur med håndbold, og her skulle holdet have mødt en masse stærke jyske hold. Desværre måtte Kerteminde melde afbud på grund af skader, men Kertemindes U12-piger kan ikke få håndbold nok, så i stedet for tog de fleste af dem til Aarhus, hvor de så semifinalerne med GF World Cup.
Og det var her, at Maria, Emma, Vibe, Simone, Klara, Emilie og Cecilie mødte Trefilov. De havde lige set Rusland vinde semifinalen mod Frankrig. Og under den næste semifinale, mellem Norge og Spanien, opdagede pigerne, at Trefilov sad på tilskuerpladserne. Og Kertemindes U12-piger er ikke bange for noget… Så de traskede hen til den store russiske træner og spurgte, og de måtte få taget et billede med ham. Og det måtte de gerne.
Ja, Trefilov var et stort smil. Han var vist nærmest lidt stolt over, at der var nogle danske piger, der ville fotograferes med ham. Så han lod dem alle sammen omringe ham, og han slog armene om pigerne, og så var det ellers muligt at få foreviget Kerteminde Håndboldklubs U12-piger – sammen med Trefilov, som – ifølge pigerne –slet ikke er så sur, som han virker, når man ser ham på tv. Ja, pigerne fik også set en masse flot håndbold, og de fik også masser af autografer fra de danske spillere, der var i hallen. En dejlig dag med håndbold.
I næste weekend begynder sæsonen for Kerteminde Håndboldklubs U12-piger. Både førsteholdet og andenholdet. Og alle er hjerteligt velkomne. Hvis der skulle være flere piger i Kerteminde og omegn, der vil være med, så er der træning mindst to gange om ugen – og nogle uger både tre og fire gange.
Vi kan sagtens bruge flere spillere. Og Kertemindes trænere er mindst lige så rare som ham Trefilov…


