50 hold klar til Dydensborg Taxi Cup
50 hold klar til Dydensborg Taxi Cup
Kerteminde Håndboldklub arrangerer for tredje år i træk Dydensborg Taxi Cup for U10- og U12-hold. Og det går vildt hurtigt med tilmeldingerne. Et halvt hundrede hold har tilmeldt sig allerede. Så nu er der kun seks pladser tilbage på hele stævnet.
Klubberne kommer til Kerteminde fra hele Danmark. Fra Helsingør til Gedved. Og naturligvis masser af fynske hold. Blandt andet GOG, Stjernen, Rolfsted og Sdr. Nærå. 50 af de 56 pladser er snuppet, og Kerteminde Håndboldklub vil holde fast i, at det skal være et lille og hyggeligt stævne, så hvis andre klubber vil være med, så skal det nok gå stærkt.
Stævnet spilles den 13., den 14. og den 15. april. I Kerteminde Idrætscenter og Munkebo Idrætscenter. Og med overnatning på Kerteminde Skole og Fjordvangskolen. Over 1000 spillere, trænere, ledere, forældre, søskende og frivillige vil fylde de lokale haller og skoler i de tre glade håndbold-dage.
Der er to grunde til, at Kerteminde Håndboldklub bruger rigtig mange kræfter på at lave dette håndboldstævne. For det første vil vi gerne give børn og unge fra hele landet en dejlig oplevelse med håndbold i hyggelige rammer – som en munter afslutning på sæsonen. For det andet vil vi gerne tjene en skilling, så vi kan fortsætte børne- og ungdomsarbejdet i Kerteminde Håndboldklub. Og begge dele er nu lykkedes til fulde i to år i træk. Det er vores inderlige håb, at det vil lykkes at gøre det til alle gode gange tre.
Udover de mange tilmeldinger kan vi også glæde os over, at der allerede nu er en masse sponsorer, der har valgt at være med i arrangementet. Bygma Kerteminde, Revninge Autoværksted, Statoil, Sparekassen Faaborg og SuperBrugsen er nogle af de lokale firmaer, der har ønsket at få en liga opkaldt efter sig. Og Dansk Metal, Realkredit Danmark og Center for Fysioterapi & Træning er også blandt dem, der er med til at støtte Kerteminde Håndboldklubs børn og unge ved at støtte Dydensborg Taxi Cup.
Og nå-ja, hovedsponsoren er fortsat den samme: Dydensborg Taxi Cup har sit navn – af en grund. Og tak for det. Vi vil helt sikkert kontakte alle i Kerteminde Håndboldklub (og deres forældre) og bede om hjælp til det store arbejde de tre travle dage, men først skal vi lige have sendt indbydelsen officielt ud – hvis vi da ellers når det, inden stævnet er helt udsolgt!
Med venlig hilsen
Kerteminde Håndboldklub
Gruppen bag Dydensborg Taxi Cup


