Flot sæson af alle ungdomshold
Gode resultater af KH´s ungdomshold
Det var stolte u-6 og u-8 spillere fra KH der var på banen efter sæsonens sidste fynsseriekamp. KH´s yngste talenter kunne stolt fremvise en flot pokal som de havde vundet ved Carl Nielsen Cup i Nr. Lyndelse dagen forinden. Kjersti og Lindas tropper sluttede sæsonen af med manér og med en 1. og en 2. plads blev KH kåret til bedste klub ved stævnet. Flot.
Generelt har der været gode resultater over hele linien for KH´s ungdomshold. Anna og Cenette´s U-16 piger fik en flot 3.plads i A-rækken. Joachim og Jesper´s U-16 drenge sluttede øverst i tabellen som nr.1 i deres A-række trods afbud til en enkelt kamp. Imponerende!
U-14 drengenes bedste hold under ledelse af Jacob, Mads og Ole hentede en absolut godkendt 3. plads hjem i A-rækken. Desværre må vi erkende at vores andet u-14 drengehold var fejltilmeldt i A-rækken, og rettelig burde have spillet i B-rækken. Synd for drengene, der kæmpede godt, men indkasserede en del nederlag og sluttede sidst i A-rækken.
U-12 drengene havde det modsatte problem. Det bedste hold som Nicolai, Krynum og Jan fik sat god skik på efter jul, fik ikke tilstrækkelig modstand i B-rækken. En suveræn 1. plads i B-rækken med max. Point og en + målscore på over 100 i 10 kampe vidner om et hold, der burde have spillet i A-rækken. Det andet U-12 drenge hold sluttede på tilfredsstillende vis midt i rækken.
Julius´ U-12 piger B gjorde det ganske fornuftigt og vandt halvdelen af deres kampe, og sluttede dermed i den bedste halvdel af B-rækken.
Det var lige ved og næsten for Carsten´s U-12 pige Elite hold. Med en sejr i sidste kamp kunne de have sikret sig titlen som Fyns bedste U-12 pige hold. Thurø´s piger med Berit og Jan Pytlik på bænken viste sig at være en for stor mundfuld. Men stadigvæk er det utroligt flot at vi i KH har Fyns 3. bedste U-12 pige hold.
John Jägers U-10 piger har haft en forrygende sæson. De har vundet stort set alt hvad de har deltaget i(og det siger ikke så lidt). Ubesejret i B-rækken har de således kvalificeret sig til FM.
Som rosinen i pølseenden kan vi i KH prale af at have Fyns bedste U-10 drenge. Drengene sluttede til Jørgen og Henrik´s store tilfredshed som nr. 1 i tabellen i A-rækken, som er den bedste række på Fyn. Om drengene så også kan kalde sig Fynsmestre, - ja det bliver afgjort fredag d. 9. april i Gudmehallerne, hvor U-10 pigerne som nævnt også deltager.
Resultatmæssigt er den forgangne sæson måske en af KH´s bedste på ungdomssiden nogen sinde. Hvis U-10 pigerne, U-10 drengene og U-12 drengene tilmed kan hjemføre titlerne som Fynsmestre, ja så bliver det i sandhed svært at få armene ned igen.
Men lad os ikke hvile på laurbærrene. Vi har fortsat en stor opgave med at fastholde de mange ungdomsspillere i KH, og allerhelst få fremgang i antallet af ungdomsspillere. Det er vores største opgave.
Tillykke til alle KHére med en flot sæson, og tak for sæsonen 2009/10.
Henrik Petersen
Ungdomsansvarlig


